Om mig

Jørgen Donskov Tarp

Mit navn er Jørgen, og jeg arbejder som clairvoyant, spirituel-, business mentor og healer. Min mission er at hjælpe mennesker med at finde ind til deres kerne, skabe balance og udforske det spirituelles mange muligheder. Jeg tror på, at vi alle har potentialet til at leve et liv fyldt med mening, glæde og autenticitet – vi skal bare finde den vej, der er rigtig for os.

En spirituel rejse

Min spirituelle rejse begyndte allerede som barn, hvor jeg mærkede energierne omkring mig tydeligt. Besøg på gamle slotte og historiske steder gjorde stort indtryk – energiskiftene kunne føles i hele kroppen, og selvom jeg ikke forstod det dengang, lagde det kimen til min senere interesse for det spirituelle.

Livet tog mig dog i en anden retning, da jeg voksede op. Jeg kom fra en stor landmandsfamilie og kastede mig over landbruget og maskinerne – og jo større, jo bedre! To skelsættende ophold i Australien blev en vigtig del af min personlige udvikling. Her oplevede jeg, hvordan livet kunne leves uden jagten på materielle ting og overfladiske idealer. Fokus lå på relationer, nærvær og det at være menneske. Selvom jeg vendte tilbage til Danmark og min hverdag, blev de spirituelle indsigter ved med at ulme under overfladen.

Fra intuition til klarhed gennem arbejdet på maskinstationer begyndte jeg at bemærke min stærke intuition. Jeg kunne fornemme, hvornår noget ville gå galt, eller hvornår en maskine ville bryde sammen, selv før det skete. I starten slog jeg det hen, men med tiden blev det tydeligt, at disse fornemmelser var mere end bare tilfældigheder. Det samme gjaldt, da jeg med stor nøjagtighed begyndte at “gætte” kønnet på babyer i min omgangskreds – en evne, der gav mig tilnavnet “den første, man spørger”.

Et nyt kapitel

I 2014 skubbede skæbnen mig endnu tættere på det spirituelle. Jeg mødte min nuværende partner, som med sin baggrund i matematik og statistik til at begynde med var skeptisk. Men gennem vores tid sammen har hun set, at mine fornemmelser ofte rammer lige så præcist som de statistiske modeller, hun arbejder med. Med hendes støtte begyndte jeg at tage min spirituelle udvikling alvorligt og startede en uddannelse som clairvoyant, medium og healer ved Sjælelyset/v. Sasja Ravndal.

Livet som far og spirituel vejleder

I 2017 blev jeg far, og det ændrede alt. At se verden gennem mit barns øjne, fuld af åbenhed og nysgerrighed, inspirerede mig til at dykke endnu dybere ned i det spirituelle. Min rejse har taget fart siden da, og efter jeg i 2018 startede op som selvstændig, har jeg fundet min plads i at hjælpe andre med at forbinde sig til deres eget lys og potentiale. Siden da har jeg brugt mange timer på personlig udvikling, og nyder godt af frugterne fra dette arbejde.

En guide på din rejse

Jeg ser mig selv som en løfter af sind og hjerter, drevet af en dyb forståelse af, at de fleste mennesker længes efter en følelse af helhed, glæde og balance. Jeg ved, at vi alle har en indre styrke og et ønske om at vokse og trives, selv når vejen kan virke svær eller uklar. Mit kald er at være katalysator og guide på din rejse– en, der kan hjælpe dig til at mærke dybere, forstå dig selv bedre og finde den indre ro, som giver livet mening og retning.

Skriv dig op i dag